Børnekultur, leg, læring og interaktive medier af Carsten Jessen & Camilla Balslev Nielsen

Forfatteren vil med denne tekst fortalle, at legekulturen af børn har ændret sig.Dengang har man leget i en flok både yngre og ældre børn, der var få organiserede aktiveteter i fritiden, legen foregik mest udenfor og legekamerater fandtes i nærheden af bosteden.Nu i tiden er der færre børn i familien, færre flok af børn, mindre tid til fritiden, færre kontakter mellem yngre og ældre børn, børn er mere indenfor, legekammerater er spredt fysisk og hverdagen er præget af skiftende sociale relationer.Medien har en stor betydning i den nu-værende legekultur. Forfatteren bruger et godt eksempel, computerspil. Computerspil skaber den sociale samvær og legkulturen mellem børn. Hvis omgivelsen tillader det, er der også drenge i forskellige alderen. Drengene f.eks bruger computerspil actionspil, hvor aktiviteterne foregår i et højttempo. Den sociale samvær er, når drengene sidder sammen, følger med i spillet og kommenterer udviklingen og spillernes präsentationer.Andre medier bliver også brugt i en flok f.eks. videoaftener eller videonatter, biografen, på internettet findes noget omkring pop- og sportsstjerner og tv bruges til råstof for snak og samvær ved de unge.Carsten Jessen & Camilla Balslev Nielsen siger at actionspil ikke er med i den dårlige kvalitetskulturen, fordi spilet er enformige og inholdsløse og de mangler altid den „gode fortölling“. Man bliver nöd til, til at vudere actionspil i et andet kriterium. Kvalitetet skaber nemlig leg eller det der kan kaldes legende stemning og skabe socialt samvær.Legetøj og medierne er en inspiration og redskab. Disse redskaber er afhængig af en legekultur.I denne tekst mener forfatteren, at pigerne f.eks. har vanskeligheder med at skabe leg omkring et computerspil, mens drenge omvendt har svært ved at etablere lege med en dukke som Barbie.Mobiltelefon er det nyeste medie, som børn og unge har taget til sig. Mange børn og unge mennesesker har skiftende sociale relationer og tidlige i fysiske rum, hvor de f.eks. vandrer mellem hjemmet med forældrene og søskende, skolen med klasser og skiftende undervisningshold og selfølgelig fritiden med forskellige aktiviteter. Når man har skiftende relationer, er det vanskelig at holde kontinuerlige sociale kontakter. Med mobiletelefonen er det ikke mere så vanskelig. Man kan være sammen med forældrene og skrive samtidig en sms-besked til en af vennerne, så er der den sociale kontakt med både forældrene og vennerne via sms-beskeder.Den lidt ældre generation har vanskeligheder med at forstå de simultane processer. Det er ikke ualmindelig mener forfatteren, at børn og unge på en gang ser tv, chatter på nettet, modtager og sender sms-beskeder samt laver lektier. Den simultane dialog betyder, at man er i gang med flere dialoger parallelt.De nye medier bringer også problemer med sig, ikke kun at den ældre generation synes, at det er forstyrende med mobiltelefoner, men der findes også nogle børn og unge der ikke magter den nye sociale liv, der så bliver kaldt for en ny gruppe handicappede i samfundet. De børn og unge risikerer, at blive udelukket af en vigtig del af det sociale fælleskab.I kapitel legekulturen og læring fortæller forfatteren, at det er nødvendigt for udviklingen, at et barn lærer en række færdigheder og kompetancer, for at barnet kan deltage i legen med andre børn. Det er ligemeget, hvor barnet lærer færdighederne. Det kan f.esk. være legetøj, medierne eller spil. Forfatteren siger også:”Læringen i legekulturen er med andre ord underordnet legen, der er læringens egentlig mål.” Selv når barnet er i gang med et leg, tilegner de sig viden og kunnen, som gælder for legetøj og medier.I den sidste kapitel ”rammer for børns brug af interaktive produkter”, sammenligner forfatteren forskellige lande, hvor børn bruger mediekulturen. Skandinaviske lande og Holland anvender medierne i højere grad, siger han. Mellemeuropa og sydeuropæiske lande anvender medierne mindst. Grunde for det kan være sociale, kulturelle og økonomiske grunde.